Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Odense Radikale Venstre

Folkeskolen ruster byens børn med viden og indsigt

I øjeblikket undervises langt de fleste af Odenses folkeskolelever hjemmefra og savner efterhånden nok både kammeraterne og klasseværelset. Det kan jeg godt forstå. For det sted, hvor de normalt uddannes og dannes, er en af de vigtigste institutioner i vores samfund – og den anerkendelse fortjener folkeskolen at få. Coronakarantæne eller ej.


Det er i hvert fald den holdning, jeg tager med mig, når Odense Byråd i dag skal drøfte kvalitetsrapporten for skoleåret 2018/2019. I den får man et øjebliksbillede af en del af folkeskolens arbejde. Blandt andet det, vi er gode til – fx at hjælpe børn, der kæmper med ordblindhed og den tidlige indsats – godt hjulpet på vej af faste socialrådgivere tilknyttet de enkelte skoler. Ligesom den også peger på, at der stadig er brug for en ekstra indsats med elevernes læseresultater, det ulovlige fravær og rammerne for inklusion.


Det er alt sammen ting, der er vigtige for udviklingen af folkeskolen og hvor Børn- og Ungeforvaltningen derfor allerede har prioriteret ressourcer. Men det er ikke det eneste, der betyder noget.


For kompleksiteten i den opgave, folkeskolen løser, er meget større og mangfoldig, end rapporten viser. Hvordan sætter man fx livsduelighed på formel? Hvordan måler man indsigt i sig selv og udsyn mod resten af verden, som børnene i høj grad også får med i rygsækken? Det kan man ikke – men det fortjener at blive fremhævet, for det er med til at gøre vores folkeskole så unik.


Her lærer man ikke blot at læse og løse ligninger, at forstå begreberne i fysik og kemi og får kendskab til det digitale sprog. Det gør man også, men ligeså vigtigt er det, at gøre eleverne klar til at gå ud i samfundet som aktive medborgere, der tager ansvar for både sig selv og andre. Børnene skal kende deres historie og kultur og ikke mindst stole på sig selv og de muligheder, der ligger foran dem - som det så smukt står beskrevet i folkeskolens formålsparagraf.


Som barn og ung er det især i klasselokalerne, frikvartererne og sammen med vennerne, at man finder ud af, hvor meget man egentlig kan selv – men også hvornår man har brug for andre og det derfor er nødvendigt at spørge om hjælp. Man kan godt både være betydningsfuld alene og samtidig forstå, at fællesskabet gør én stærkere.


Det er i folkeskolen, man møder masser af forskellighed og i rolige rammer udvikler både de karaktertræk og kompetencer, der følger en resten af livet. Fx styrken til at prøve nye ting af og rejse sig igen, selvom det første forsøg slog fejl.


Derfor er det en utrolig vigtige opgave, som lærere, pædagoger og skoleledere løser. Deres arbejde skaber det fundament, som vores samfund bygges på, og som indtil videre har gjort os ikke blot til et trygt og tillidsfuldt folk, men også til et land, der er kendt for sin solidaritet, tolerance og udsyn. Netop fordi det er dét, vi lærer i folkeskolen.


Det synes jeg, vi alle skal huske på, når samfundet vender tilbage til normalen, og vi igen afleverer vores børn klokken otte om morgenen til en dag fyldt med læring og leg. I Odense vil vi sende alle elever videre ud i livet som hele mennesker, der bliver gode kollegaer, forældre og naboer, og som bidrager til vores land med solidaritet, tillid, tryghed og tolerance. Det sørger folkeskolen for.