Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Odense Radikale Venstre

Klimahandling nu - Indlæg i Fyens Stifstidende 6. marts



I morgen skal jeg ud med raslebøssen for Folkekirkens Nødhjælp.


Jeg har taget turen rundt fra dør til dør i mange år. Jeg arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp tilbage i nullerne, og jeg kan fuldt og helt stå inde for den måde, pengene bliver brugt på.


I år går pengene til ofre for klimaforandringer rundt om i verden. Hvor vi i Danmark har oplevet en vinter uden frost og vand på marker og i mange kældre, oplever folk i fattige dele af verden ofte livstruende forandringer. Gigantiske græshoppesværme, der hærger alt i dagevis eller kvælende tørke. Der er derfor brug for en solid håndsrækning, og jeg går med glæde en runde i Åløkkekvarteret for at samle en skilling ind til formålet.


Klimaforandringerne forandrer hele den måde vi lever på både i lande som Etiopien og Zimbabwe – og i Danmark.


Vi skal derfor sætte ALT ind på at forebygge og ændre det vi kan – både hjemme i privaten og politisk.


Jeg har selv ændret livsstil. Jeg spiser mindre og mindre kød, og jeg flyver betydeligt mindre. Min bil holder mest parkeret, mens jeg kommer rundt på cykel eller med toget.


Mange andre danskere begynder også at ændre adfærd. De flyver måske mindre, er ophørt med at købe plasticposer hver gang de er i supermarkedet. Oliefyret skiftes måske ud med en varmepumpe. Det er små vigtige skridt, men de er utilstrækkelige i det store billede, hvis ikke der også bliver taget vidtgående politiske beslutninger.


Jeg var meget optimistisk efter valget i sommer, hvor alle pludselig talte om klima. Siden er der sket alt, alt for lidt. I finanslovsforhandlingerne havde S slet ikke afsat penge til den grønne omstilling. De milliarder der nu er sat af var penge, som vi fik presset ind i loven. Vi troede også, at vi på nuværende tidspunkt ville være langt længere med klimahandlingsplanerne, men næ, nej.


Socialdemokraternes totale passivitet er ubegribelig. Ikke alene er der regn hos os og tørke i syd, der fortæller os, at vi skal gøre noget nu. Vi kan endda også gøre det, for vi har et stort grønt flertal i Folketinget.


Derfor har vi radikale krævet et højt tempo fra regeringen. Hvis ikke klimaminister Dan Jørgensen har leveret et tilfredsstillende arbejde inden grundlovsdag, så vil vi ikke længere holde hånden under regeringen.


Hvis vi skal nå at forebygge yderligere katastrofale klimaforandringer – som kommer til at ramme vores børnebørn stenhårdt – så skal vi hurtigt sænke vores egne udledninger af CO2 til nul. Vi skal omlægge landbruget, transporten, og forbruget.


Det er ikke på nogen måde umuligt. Det er ikke engang særligt dyrt. Men det kræver en vilje til handling her og nu.


Ellers må vi gå til valg til sommer.