Tænk globalt – tag ansvar lokalt | Odense Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Odense Radikale Venstre

Tænk globalt – tag ansvar lokalt

Med sin visionsløse klima- og miljøpolitik har regeringen vist, at den ikke magter den opgave det er, at gå forrest med at finde løsninger på globale problemstillinger. Regeringen har vist, at den hverken tør eller vil gå forrest med den grønne omstilling og sikre, at vi i Danmark går en bæredygtig fremtid i møde. I 2016 steg Danmarks udledning af drivhusgasser for første gang i ni år. Alligevel har vi en klimaminister, som ikke har "tid" til at tage til klimatopmøder. Konklusionen er klar: Vi kan ikke overlade vores og de næste generationers fremtid til regeringen, vi må derfor selv tage initiativerne. Vi bliver nødt til at finde lokale løsninger på store udfordringer. Og fremtiden er her nu. Der er kommunalvalg i november, og vi har chancen for selv at påvirke vores fremtid.

Klimaforandringerne er formentligt menneskehedens største udfordring og den grønne omstilling er derfor vores vigtigste, verdensomspændende udfordring. FN har derfor lavet 17 verdensmål for en bedre verden. Mål for hvordan vi stopper fattigdom, sult, skaber sundhed og trivsel, uddannelser af høj kvalitet, et bedre miljø og for hvordan vi bremser den globale opvarmning. Det fantastiske ved disse verdensmål er, at de er realistiske og kan implementeres lokalt. 

Jeg har en vision for Odense: Vi skal forsøge at indfri FN's verdensmål. Vi skal være en kommune, som skaber rammerne for, at frivillige i lokalsamfund og foreninger, studerende og iværksættere kan føre deres gode ideer ud i livet. At man som enkeltperson og initiativtager kan skabe sin egen lille del af den grønne omstilling hjemme i sit lokalsamfund. Hvad enten det er en byhave, eller et projekt, som lærer børn om, hvordan man kan genbruge forskellige ressourcer. Vi skal udnytte vores regnvand og skabe grønne områder, som ikke bare er godt for klima og miljø, men som også styrker menneskers fysiske og mentale sundhed. 

Odense er i rivende udvikling og det er derfor vigtigt, at bæredygtighed er i centrum for denne udvikling, at klima- og miljøhensyn altid er en del af vores byplanlægning hvad enten det er boligbyggeri, forbedring af infrastruktur eller nye institutioner. Udvikling og bæredygtighed er ikke hinandens modsætninger. Det skal vi bevise i Odense.

Med udgangspunkt i FN's 17 verdensmål for bæredygtighed kan man komme langt i en kommune. Langt med den grønne omstilling, og langt med at sikre de kommende generationer en bedre fremtid. Vi kan gøre Odense til Danmarks mest bæredygtige by. Ikke kun når det kommer til klima og miljø, men også når vi taler sundhed, trivsel, forebyggelse, kultur, ulighed, ligestilling, forbrug og produktion. På alle disse områder har FN nogle klare mål, og vi kan i vores kommune bidrage til at indfri målene.

Vi kan lave visionær lokalpolitik. Vi kan finde de lokale løsninger på de store udfordringer. Og det skal vi. Det er din og min fremtid som starter nu.