Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Odense Radikale Venstre

Virkeligheden kalder

Af Anne Skau Styrishave, Camilla Hersom, Rasmus Helveg Petersen og Søren Hillers, de fire radikale folketingskandidater på Fyn

Danskerne forventer en vedkommende politisk debat op til folketingsvalget. Det fremgår af flere debatindlæg i Fyens. En politisk debat uden mudderkastning, med en ordentlig tone, hvor vælgerne tages alvorligt.


Enig! Vi vil gerne supplere og opfordre til en politisk debat, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Helt uden symbolpolitik. Hvor vi debatterer, hvordan vi løser de reelle problemer, Danmark står over for.


Vi mener, at det bør være en topprioritet for en kommende regering at bekæmpe den stigende ulighed og stigende børnefattigdom.


Ser man bare på Odense, vokser hvert ottende barn op i fattigdom. På landsplan er antallet af fattige børn steget drastisk de sidste fire år, og tallet er nu over 60.000 børn. Det sker, selvom vi ved, at børnefattigdom har en lang række negative konsekvenser og rækker langt ind i det voksne liv - og at en ulighedsskabende politik fastholder mange børn i den negative sociale arvs spiral.


En kommende regering bør derfor afskaffe kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, og samtidig sætte ind med en tidlig forebyggelse, så alle børn får mulighed for en god start på livet.


Vi skal ligeledes sikre en folkeskole, hvor der er tid til fordybelse og fællesskab. Hvor der er frihed til forskellighed. Radikale Venstre vil tilføre en milliard kroner til vores folkeskoler, så der bliver plads til nærvær og udvikling. De årlige besparelser på to procent, der har hærget vores uddannelser siden 2016, skal fjernes. Og vi skal sikre, at der er mulighed for at uddanne sig i hele landet. Ingen må fravælge at uddanne sig, fordi der ikke er en uddannelse i nærheden. Det gælder i Rudkøbing, Faaborg og andre steder.


Når vi investerer i uddannelse, så investerer vi i vores fremtid. Det er sund fornuft, og den skal tilbage i dansk politik. En anden vigtig udfordring ligger i vores sundhedsvæsen, og danskerne har sundhed højt på dagsordenen. Vi har dog en kæmpe udfordring, når 36 procent af de unge kvinder og 16 procent af de unge mænd i region Syddanmark har dårlig trivsel, og når der i fremtiden bliver markant flere ældre kronikere og multisyge.


Vi skal insistere på markant bedre forebyggelse, men uanset hvad har sundhedsvæsenet behov for et gevaldigt løft. Allerede i dag er personalet mange steder under et urimeligt pres. Hvis man tror, det løses med en stor strukturreform, der afskaffer det regionale demokrati, tager man fejl. Beslutninger på sundhedsområdet er vidtrækkende og griber ind i andre områder. Det er kun rimeligt, at befolkningen har direkte indflydelse på, hvem der træffer dem. Radikale Venstre vil derfor bevare folkevalgte regioner.


Klimaet er rykket op som et af de vigtigste politiske emner for vælgerne. Vi er kommet langt i forhold til grøn energi, men vi har stadig udfordringer med at lagre vindmøllestrømmen og få transporten, byggeriet og landbruget med i den grønne omstilling.


Radikale Venstre vil reducere Danmarks CO2-udledning med 60 procent i 2030 og 100 procent i 2050. Det gør vi blandt andet ved at skifte sorte biler ud med grønne og gøre vores flytransport grønnere med en CO2-afgift på alle flyvninger fra Danmark - og investere provenuet i at rejse skov. Husbyggeriet skal i fremtiden ske med mere træ og mindre beton. Vi vil gøre dårlig landbrugsjord til god natur ved at udtage en tredjedel af det nuværende landbrugsareal og lade det overgå til skov, natur og græsenge.


Dette er nogle af de reelle problemer, Danmark står over for. Og vores bud på at løse dem. Radikale Venstre på Fyn ser frem til en god politisk debat med afsæt i virkeligheden.